Hop til hovedindhold
Nyhed

Banedanmark renoverer bro ved Dronninggårds Allé næste år

Trafikken omlægges under arbejdets udførelse i forår-sommer 2025.

Broen, som fører banen hen over Dronninggårds Allé i Holte, er slidt og skal renoveres. Arbejdet udføres fra 1. april - 15. juli i 2025. Projektet sker som led i Banedanmarks samlede renovering af broer på strækningen mellem Hillerød og Svanemøllen.

For at projektet kan gennemføres, er det nødvendigt at bruge noget af p-pladsen ved Holte Midtpunkt. Det gælder den del, som ligger ud mod banen ved Rønnebærvej og Dronninggårds Allé.

Som konsekvens påvirkes og omlægges trafikken omkring arbejdsstedet, men der vil i hele arbejdsperioden være uhindret adgang til ejendomme på Vejlesøvej og Dronninggårds Allé med køretøjer og til fods.

Banedanmark vurderer på nuværende tidspunkt, at der vil være tale om en-to daglige kørsler ind til p-pladsen ud over den øgede trafikmængde på Dronninggårds Allé.

Et særligt hensyn gælder de bløde trafikanter, og her arbejdes på at finde gode alternative ruter. Det gælder især skoleruten til og fra Dronninggårdskolen.

Ældre bro trænger til en overhaling

Når projektet strækker sig over så relativt lang tid, skyldes det, at der, inden arbejdet kan gå i gang, er brug for en omfattende klargøring. Tilsvarende skal der ske en rømning af arbejdspladsen og retablering af området, når projektet er færdigt.

Broen over Dronninggårds Allé er fra 1932 og trænger til en gevaldig overhaling. Det betyder, at der skal udføres en række arbejder, som bl.a. kræver transport og opbevaring af materialer og maskiner.

Når projektet rykker tættere på, vil Rudersdal Kommune sørge for, at skole, naboer, handlende og andre, som måtte blive påvirket af arbejdet, bliver grundigt informeret.