Budget 2026: Sådan giver du din mening til kende
Rudersdal Kommune fremlægger forslag til budget 2026-29 med et budget i balance og plads til nye initiativer. Som borger i kommunen har du mulighed for at give dine input til budgettet. Du kan både deltage på et online borgermøde den 27. august og give skriftlige input via platformen ’Sammen om Rudersdal’.
Budgetforslaget overholder de økonomiske målsætninger og fortsætter den positive udvikling fra det seneste regnskabsår. Der er plads til nye politiske initiativer med puljer til politisk forhandling på både service- og anlægsområdet.
Deltag på online infomøde og giv input på ’Sammen om Rudersdal’
Budgetforslaget bliver nu sendt i høring hos foreninger, institutioner m.fl. Som borger er der også en række muligheder for at give din mening til kende, inden politikerne sætter sig til forhandlingsbordet.
Der bliver afholdt et online informationsmøde den 27. august kl. 15.30-16.30, hvor forvaltningen vil præsentere budgetforslaget, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Du vil kunne deltage i mødet via dette link på dagen.
Derudover vil du som borger i kommunen som noget nyt have mulighed for at give skriftlig input til budgettet via platformen Sammen om Rudersdal, hvor alle borgere kan registrere sig som bruger med MitID. Det kan du gøre frem til den 3. september. Alle kommentarer og høringssvar vil blive præsenteret i forbindelse med Kommunalbestyrelsens forhandlinger.
"Jeg ser igen i år frem til gode input fra bl.a. borgere, foreninger og erhvervslivet. De danner et vigtigt udgangspunkt for de drøftelser om fremtidens Rudersdal, som vi politisk nu tager fat på," siger borgmester Ann Sofie Orth
Det endelige budget 2026 forventes vedtaget af Kommunalbestyrelsen den 8. oktober.
Informationsmøde om budgetforslag 2026-2029
Alle er velkomne til online informationsmøde onsdag den 27. august 2025 kl. 15.30-16.30. Her bliver budgetforslaget præsenteret, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Mødet afholdes i Teams. Du kan deltage ved at klikke på knappen nedenfor.
Deltag i online møde 27. august kl. 15.30