Det sker i Birkerød, når DR optager julekalender i januar
I januar 2026 går det løs i bymidten i Birkerød, når DR Drama rykker ind med filmhold og skuespillere.
Selv om vi nu har lagt julens glæder bag os for i år, er det på ingen måde slut med julen i Birkerød, tværtimod.
Allerede fra 5. januar optager DR Drama næste års julekalender. DR skød allerede optagelserne i gang i september andre steder i landet, og nu fortsætter de altså i Birkerød.
Centrum for optagelserne er Birkerød by, og særligt området omkring Majpladsen er nøje udvalgt som der, hvor julekalenderens hovedpersoner bor, og selve fortællingen foregår.
Altså en masse spændende ting i Birkerød, når vi tager hul på det nye år. Vi følger naturligvis op, efterhånden som vi kan fortælle mere om ”Projekt julekalender 2026”.
Fakta
Området omkring Majpladsen bliver præget af DR’s tilstedeværelse og aktiviteter i forbindelse med selve optagelserne.
Majpladsen kan periodevis være lukket af, men der er stadig fin mulighed for at komme forbi og opleve vaskeægte filmoptagelser – blot man naturligvis holder lidt afstand og følger respektfuldt med. Så tag endelig ungerne eller andre under armen, og gå ned og oplev, hvordan filmagien bliver skabt.
- Der filmes fra 5.-19. januar, og der bliver bl.a. sat en mobil scene op ved kirken.
- DR filmer både i dagtimerne og om aftenen i januar 2026. Derfor vil man enkelte aftener kunne møde lifte og store lamper omkring Majpladsen.
- Hvis det bliver nødvendigt, opsættes midlertidige spærrebomme for at hindre biler i at komme til Majpladsen fra Henrik Gerners Vej eller Stationsvej.
- Det lille trekantede parkeringsområde på Stationsvej reserveres til DR til brug for bl.a. backstage område, opbevaring, toiletfaciliteter og parkering.
- De statister, som skal medvirke i julekalenderen, får base omkring Mantzius.
Hold dig opdateret
Følg med på siden herunder, som vi løbende opdaterer:
DR optager julekalender i BirkerødVil du være statist?
Hvis du gerne vil være med som statist, er der stadig mulighed for at lægge billet ind. Der er brug for statister på Majpladsen alle hverdage i perioden 6.-19. jan.
Du kan melde dig som statist ved at kontakte Statistbooking på Instagram eller på mail: statistbooking@outlook.dk