Hop til hovedindhold
Nyhed

Gode oplevelser og glæden ved at bidrage

Frivillig fordi: Ægteparret Birte og Kleis har gennem de seneste godt seks år været frivillige et par gange om måneden på spillestedet MantziusLive i Birkerød. Det giver masser af oplevelser, en glæde ved at bidrage og stolthed over at være med til at gøre Mantzius til noget særligt.

"For nogen tid siden overhørte vi en samtale i Aarhus Musikhus, hvor vi blandt andet hørte Mantzius omtalt på en meget positiv måde og som et sted, hvor også musikere gerne kommer", fortæller Kleis Nielsen, som sammen med sin kone, Birte, har været frivillig på spillestedet MantziusLive i Birkerød siden marts 2018. Birte uddyber: 

Der er en særlig imødekommende atmosfære på Mantzius, som alle oplever og som musikerne anerkender. Og så er rammerne altid i orden. Vi har gode faciliteter og alle føler sig velkomne.

Netop den særlige atmosfære, den gode og professionelle ramme og det tætte og respektfulde samarbejde mellem frivillige og ansatte omkring Mantzius er noget af det, som både Birte og Kleis sætter pris på, og som gør, at de med egne ord vil fortsætte ”så længe vi kan”.

En jobsamtale 

Birte og Kleis flyttede som nybagte pensionister fra Helsinge til Birkerød i 2016 og var i det tidlige forår 2018 til ”jobsamtale” som frivillige på Mantzius. ”Det var en lidt underlig oplevelse,” fortæller de. ”Vi har begge været chefer i det offentlige gennem mange år og været dem, der ansatte andre, så det pludselig at sidde til en jobsamtale overfor en konsulent i midten af tyverne, var en pudsig oplevelse,” forklarer Birte. Hun uddyber, at samtalen gav god mening, fordi det at være frivillig indeholder forpligtelser og at man skal være frivillig af de rigtige grunde. ”Det er meget simpelt,” siger Kleis. ”Du er på arbejde, når du er på arbejde. Derfor skal din motivation ikke være, at det er en fribillet til nogle fantastiske koncerter. Det nytter ikke noget, hvis du fx står i garderoben, at det der sker på scenen er vigtigere end at betjene vores gæster.”

Billede af Birte og Kleis, som er frivillige på Mantzius
Birte og Kleis, som er frivillige på Mantzius.

Mindst to vagter om måneden

Som frivillig bliver man grundigt introduceret til de kommende opgaver, hvor man forpligter sig til at tage to vagter om måneden. Man byder selv ind med, hvornår man er til rådighed.  ”Arbejdsopgaverne er meget forskellige, men kan fx omfatte at stå i baren eller garderoben, stå ved entréen og skanne billetter, hjælpe kunstneren eller gå til hånde bag scenen,” forklarer Kleis. 

”Vi er frivillige, fordi vi er optagede af kultur, fordi vi kan og frem for alt, fordi vi gerne vil bidrage,” forklarer Birte om sin og Kleis’ motivation. Begge oplever, at forholdene er noget nær ideelle på Mantzius: ”Ja, der er skabt nogle fantastiske rammer, og jeg er sikker på, at det er en af årsagerne til, at der er en lille udskiftning blandt de frivillige og at mange kommer fra andre kommuner i Nordsjælland,” siger Kleis. Han fortsætter: ”Vi mødes typisk to timer før koncerten for at gøre klar, og alle bliver også efter koncerten og hjælper hinanden med at få ryddet op. Så mødes vi i baren og får en enkelt drink og samler op.”

Begge vil varmt anbefale andre at blive frivillige, men man skal gøre sig nogle overvejelser lyder det gode råd: ”Du skal kunne lide at være sammen med andre mennesker, du skal have et godt humør og du skal være fleksibel,” siger Birte, mens Kleis tilføjer ”og du skal have et overskud, så du også kan håndtere gæster, som brokker sig. Det sker ikke ofte, men det sker.”

Som frivillig på Mantzius optjener man point, når man har haft en vagt. De optjente point kan man bruge på nogle af de spændende koncerter, der løbende er på MantziusLive.