Hop til hovedindhold
Nyhed

Mere vild natur: Ny strategi skal øge biodiversiteten

Fem naturområder med særligt potentiale er udpeget.

Kort før jul blev “Et vildere Rudersdal – Biodiversitetsstrategi 2025” vedtaget. Strategien sætter rammerne for, hvordan Rudersdal Kommune vil arbejde for at styrke biodiversiteten. Læs mere om arbejdet med biodiversitet og se strategien på denne side:

Rudersdal styrker mangfoldigheden af arter

Konkret udpeger strategien fem af kommunens skønne naturområder med særligt stort potentiale for at forbedre biodiversiteten: Eskemose Skov, Vaserne, Maglemosen, Kikhanerenden og Furesøpark Skov.

Det er områder, hvor strategien vurderer, at en indsats vil have den største effekt.

Rudersdal Kommune er rig på natur – og ikke mindst en meget varieret natur med både enge, skove, overdrev, søer, moser og kyst. Det giver kommunen et stærkt udgangspunkt for at forbedre biodiversiteten endnu mere og lade vild natur komme endnu mere til sin ret.

Fortsat fokus på naturvenlig drift

Den nye strategi lægger også op til en omstilling til mere naturvenlig drift af kommunens grønne arealer – et arbejde, der allerede er godt i gang.

Det gælder også biodiversiteten i byområderne. Her skal parker plejes og udvikles med biodiversitet for øje, og der vil være et endnu større fokus på grønne overflader fremfor grå.

Arbejdet med biodiversitet er en stor og kompleks opgave. Derfor lægger strategien op til samarbejde med borgere, foreninger, grønne ildsjæle, virksomheder og lodsejere – herunder hobbylandbrug.

Næste skridt: Handleplaner med konkrete initiativer

Strategien sætter de overordnede rammer for indsatsen. Det næste skridt er at udarbejde handleplaner med konkrete initiativer – et arbejde, som forvaltningen allerede er i gang med.

De første handleplaner forventes klar til politisk godkendelse i sommeren 2026.