Opdateret 11.7: Udslip af kemikalier fra virksomhed i Birkerød
Uheld med sæbeprodukt har givet udslip til søen ved Pilegårdsparken, men der er ikke sket spredning til vandløbene fra søen.
Opdatering pr. 11.7.24 efter besigtigelse af søen og virksomhedsbesøg:
- Der er ikke sket skade ved søen. Søens PH-værdi er målt til at være normal.
- Produktionen i den uheldsramte del af virksomheden er indstillet.
Uheld med sæbeprodukt onsdag 10.7
En virksomhed i Birkerød har onsdag den 10. juli haft et uheld med et basisk sæbeprodukt.
Ved uheldet er produktet løbet til Novafos' fælleskloak, som afleder til renseanlæg, men på grund af regnvejret i går har kloakken i området været fyldt op, og der er derfor sket et overløb til søen ved Pilegårdsparken.
Novafos har tilladelse til, at der ved kraftig regn sker overløb til søen, så der ikke sker oversvømmelse i folks kældre eller på terræn.
Fortyndet med vand
Beredskabet hos Nordsjællands Brandvæsen blev hurtigt underrettet og kaldt ud til uheldet. De har brugt vand til at fortynde produktet med.
Desuden var Rudersdal Kommune, Novafos, Beredskabet og Miljøvagten på tilsyn ved søen i går.
Kommunen tilkaldte Miljøvagten, som har taget vandprøver og udført en række analyser i søen. Deres umiddelbare vurdering er, at der er tale om et vandopløseligt produkt, og de har målt søens pH-værdi til at være normal, så der er sket en stor fortynding af produktet.
Vi afventer dog det endelige resultat af analyserne.
Skum er ikke løbet videre til vandløb
Der er observeret et tykt lag skum, som er blevet afgrænset til søen ved Pilegårdsparken, og der er dermed ikke sket afløb med skum videre til vandløbene fra søen.
Beredskabet har lagt flydespærrer ud for at sikre, at der ikke sker en spredning fra søen til vandløbene nedstrøms.
Borgere kan indtil videre færdes i moseområdet som normalt, men bør ikke komme i kontakt med vandet i mosen.
Søen har det fint - produktion midlertidigt indstillet
Torsdag var der dog ikke skum på søen mere, og kommunen var ude og vurdere biologien i og omkring søen. Derudover var vi på tilsyn hos virksomheden.
Efter besigtigelse af søen kan vi konstatere, at der ikke er sket skade ved søen. Søens PH-værdi er målt til at være normal.
Produktionen i den uheldsramte del af virksomheden er indstillet, indtil der foreligger resultatet af en teknisk gennemgang af produktionsdelene.
Åbningstider
Klima, Natur og Miljø er ved at implementere nyt it-system. Det betyder desværre, at der de næste par uger vil være længere svar- og sagsbehandlingstider.