Hop til hovedindhold
Nyhed

Rudersdal Kommune deler indsigter om rekruttering og tilknytning i ny publikation

I to år har et særligt udvalg i Rudersdal Kommune arbejdet bredt med initiativer til at styrke rekruttering og tilknytning af medarbejdere til de områder, hvor kommunen har svært ved at sikre arbejdskraft. De vigtigste indsigter kan nu læses i en ny publikation til deling, inspiration og diskussion.

Det er en udfordring, alle kommuner fra øst til vest har tilfælles: Hvordan skaber man en attraktiv arbejdsplads, der hjælper til at rekruttere nye medarbejdere og øge tilknytningen hos dem, der allerede er ansat?

I Rudersdal Kommune har et særligt udvalg bestående af syv politisk valgte medlemmer af kommunalbestyrelsen og syv eksterne medlemmer siden 2022 arbejdet bredt med initiativer til at styrke både rekruttering og tilknytning af medarbejdere til de områder, hvor kommunen har svært ved at sikre arbejdskraft. De syv eksterne medlemmer har alle en relevant faglig og praktisk baggrund og er alle bosat i kommunen.

Der er blandt andet blevet arbejdet med at øge antallet af ansøgere til ledige stillinger, reducere sygefraværet, motivere medarbejdere på deltid til at gå op i tid eller generelt øge medarbejdernes tilknytning til arbejdspladsen, og de vigtigste erfaringer deles nu i en publikation, som skal skabe inspiration både eksternt og i kommunen.

Udvalgsformand Birgitte Schjerning Povlsen siger: 

Udfordringerne med rekruttering og tilknytning er jo ikke kun noget, vi oplever i Rudersdal Kommune. Det er fælles for kommuner i hele landet. 
Derfor vil vi gerne lægge op til erfarings- og videndeling på tværs af kommunerne. Vores særlige udvalg har leveret et stort stykke arbejde de seneste to år, og vi er blevet klogere på rigtig mange ting; både, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan. Den viden vil vi ikke være alene med, og vi vil gerne slå et slag for den fælles videndeling.

Otte spændende cases

I publikationen præsenterer udvalget otte cases, som illustrerer det, der blandt andet er blevet arbejdet med for at gøre Rudersdal Kommune til en endnu mere attraktiv arbejdsplads både for de ansatte og for potentielle medarbejdere.

En af de otte cases handler om projektet ’Frihed i faglighed’. Projektet har været prøvet af i hjemmeplejens distrikt Trørød og går ud på at frigive 2-3 timer om ugen til personalet, som de kan bruge til både faglig fordybelse, sparring og restitution. Målet er at mindske sygefraværet og øge fagligheden.

De medarbejdere, der har været en del af projektet, har taget rigtig godt imod det. Og tiden bliver udnyttet, fortæller distriktsleder Sofie Kock Hovaldt:

Tiden er delt op i blokke. Vi har en blok til restitution, hvor nogle vælger at gå en tur med deres arbejdstelefon i lommen, andre vælger at sidde i en stol med benene oppe og slappe lidt af. Og så har vi blokke til faglig fordybelse, som virkelig bliver brugt til at øge fagligheden. Her har de tid til at læse op på problematikker, sætte sig ind i borgerens behov og sparre med kollegaer.

Al erfaring er god erfaring

De otte cases viser på hver sin måde eksempler på løsnings- og læringsorienterede initiativer, der på sigt kan hjælpe kommunerne med udfordringerne ved at rekruttere og øge tilknytningen til arbejdspladsen.

Vi håber, at de otte cases kan inspirere andre, der arbejder med samme eller lignende udfordringer, og vi tror, at vores arbejde, resultater og refleksioner vil give anledning til en diskussion om, hvordan vi løser fælles udfordringer med at rekruttere og tilknytte kompetente og serviceorienterede medarbejdere, siger Birgitte Schjerning Povlsen.

Det er dog ikke alt udvalgets arbejde, der reflekteres i de otte cases, forklarer udvalgsformanden: 

Mens det har været vigtigt at finde holdbare og skalerbare løsninger, har det også haft stor værdi at se på de ting, der ikke kan lade sig gøre. Det er vigtigt, at der er højt til loftet i arbejdet, og at der er mulighed for at sende nogle prøveballoner op, for al erfaring er god erfaring på det her område.

Ansatte tilbereder kage til beboere
Medarbejdere gør kaffen klar på plejecenter Rude Skov