Svanen bredte sine vinger ud
Det tager tid at udruge et æg, men nu er Børnehuset Svanen i Birkerød officielt indviet og klar til at brede sine beskyttende vinger ud over sine ”unger”.
Fra ønske blandt forældre og forvaltning over skitser på et tegnebræt til en flyvefærdig svanebygning: Efter bump på vejen og lidt ekstra forsinkelse er Børnehuset Svanen i Birkerød nu officielt indviet.
Det skete torsdag den 3. oktober med taler af Anne Christiansen, formand for Børne- og Skoleudvalget, og områdeleder Hanne Engquist, men huset har i praksis været i brug siden begyndelsen af september.
- Det er et bæredygtigt byggeri, og det er vi rigtig glade for, sagde Anne Christiansen. Svanen er jo vores nationalfugl, og den er også kendt for at passe rigtig godt på sine børn. Den følges med dem hele tiden, indtil de er så store, at de kan forlade reden. Og sådan tænker jeg også, det bliver hernede - at der bliver passet rigtig godt på de små, indtil de er klar til at flyve videre.
Teksten fortsætter under billederne.
Om det nye børnehus
- Det nye børnehus kan rumme 160 børn fordelt på seks vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper.
- Lige nu er der 50 børn i huset, og indskrivningen foregår gradvist for at skabe de mest trygge rammer for nye og eksisterende børn.
- Det nye byggeri er bygget efter bæredygtige principper, hvilket blandt andet betyder, at byggeriet – og den efterfølgende drift – lever op til 14 ud af 17 FN’s verdensmål for bæredygtighed.
Rundvisning i den flyvefærdige svane
- Det tager tid at ruge æg ud, sagde områdeleder Hanne Engquist i sin tale – at gå fra at være et ønske blandt forældre, forvaltning og politikere til at komme på tegnebrættet og til som i dag at være et fuldt færdigt og funktionelt hus – en flyvefærdig Svane.
Hun konstaterede, at der i en tid endnu vil være brug for justeringer i det nye hus, så hus, børn og forældre og personale kan spille bedst muligt sammen.
- Men hvor er vi glade for vores nye hus, som kan og vil så meget og som æstetisk er en pryd og fryd for området og som – sammen med personalet i Svanen - kan tilbyde børnene en god ramme. Ledelsen og personalet har fortsat fokus på de mange små grupper i det store – på inddragelse af børneperspektivet og på at mindske forstyrrelser og sikre fordybelse. Det vil jeg fortsat hjælpe med at holde fast i.
Til slut takkede hun børn og forældre for ”tillidsfuldt og smilende at have fulgt med os og personalet”, når der blev fundet nye løsninger på opståede problemer.
- Men jeg tror, at glæden over at være ’landet’ i huset er en fælles glæde, sagde Hanne Engquist afslutningsvis.
Efter talerne var der rundvisning i den fine bygning, hvor alle kunne fordybe sig i de mange smukke detaljer i materialer og design.
Telefontider
Pladsanvisningen kan kontaktes i ovenstående telefontider. Dagtilbudsområdets Sekretariat kan kontaktes mandag - fredag kl. 9.00 - 13.00.