Lokalplan 303 og Tillæg 15 til Kommuneplan 2021 - endelig vedtagelse
Kommunalbestyrelsen vedtog på mødet den 26. februar 2025 Lokalplan 303 for et område ved Vejlesøvej til boligformål og Tillæg 15 til Kommuneplan 2021.
Lokalplanen omfatter ejendommen matr. nr. 1dd Dronninggård, Ny Holte, beliggende Vejesøvej 41.
Forslag til Lokalplan 303 og forslag til Tillæg 15 til Kommuneplan 2021 har været fremlagt i offentlig høring fra den 1. oktober til 26. november 2024.
De vedtagne planer kan ses via følgende link: Lokalplan 303 og Tillæg 15
Lokalplanens formål og indhold
Lokalplanen har til formål, at udlægge området til boligformål i form af etageboliger. Samt at fastlægge rammer for opførelse af ny bebyggelse som sikrer, at områdets grønne parkkarakter fastholdes. Dette ved udpegning af bevaringsværdig beplantning og etablering af beplantningsbælter.
Endvidere har lokalplanen til formål, at fastlægge bestemmelser for de bevaringsværdige bygninger således, at de bærende værdier sikres ved ombygning og istandsættelse samt at sikre at ny bebyggelse udformes, så den tilpasses den bevaringsværdige hovedbygning.
Behandling af høringssvar
Du kan orienterer dig om Kommunalbestyrelsens behandling af planforslaget, herunder hvordan de indkomne høringssvar er behandlet på www.rudersdal.dk under dagsordner og via følgende link: Dagsorden med vedtagelse
I høringsperioden er der indkommet seks høringssvar med bemærkninger og ændringsforslag til forslaget, hvilket har givet anledning til en række ændringer i lokalplanen. Ændringerne omhandler primært de bebyggelsesregulerende bestemmelser i § 7 samt bestemmelser om belysning og beplantning (§§ 5 og 8). For nærmere oplysninger om de enkelte ændringer henvises til vedtagelse af planen, se Dagsorden med vedtagelse
Klagevejledning efter planloven
-
Du kan klage over denne lokalplan efter reglerne i planlovens § 58, stk.
1, nr. 3i. Efter denne bestemmelse kan kun retlige spørgsmål påklages. Det vil sige, at der kan klages over spørgsmål om lokalplanens lovlighed, herunder den lovlige tilvejebringelse. Der kan derimod ikke klages overlokalplanens hensigtsmæssighed eller rimelighed.
Klageberettigede er ministeren for byer og landdistrikter og i øvrigt enhver med retlige interesse i sagens udfald, herunder en nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker samt visse landsdækkende foreninger og organisationer, jf. planlovens § 59.
Klagefristen er 4 uger
Klagen skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter offentliggørelse af lokalplanen på Plandata.dk. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag, jf. planlovens § 60, stk. 2.
Brug klageportalen
Klagen skal indsendes digitalt via klageportalen, ellers afviser Planklagenævnet klagen, jf. lov om planklagenævnet § 11 a, stk. 1-5 ii . Du finder klageportalen her: Start din klage Her. Dette gælder dog ikke, hvis du er fritaget for Digital Post. Hvis du ønsker at blive fritaget for Digital Post, og dermed anvendelse af klageportalen, kan du læse nærmere om det på kommunes hjemmeside og her fritagelse Du kan også møde op i Borgerservice.
Vil du kun fritages for brug af klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning via e-mail til Planklagenævnet på plan@naevneneshus.dk , hvorefter nævnet afgør, om du kan fritages. Rudersdal Kommune modtager klagen i klageportalen og hvis afgørelsen fastholdes, sender Kommunen sine bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter samt sagens relevante akter videre til behandling i Planklagenævnet via klageportalen. Rettidig klage har ikke opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet, jf. planlovens § 60 a, stk. 3. Klagegebyr udgør for privatpersoner 900 kr. og for virksomheder og organisationer 1.800 kr., jf. lov om planklagenævnet § 8, stk. 1. Betales gebyr ikke rettidigt afviser Planklagenævnet klagen.
Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter den offentlige bekendtgørelse af lokalplanen på kommunens hjemmeside, jf. planlovens § 62.
Lovgrundlag: Lovbekendtgørelse nr. 572 af 29. maj 2024 om planlægning. ii Lov nr. 1658 af 20.12.2016 om Planklagenævnet med senere ændringer. Bekendtgørelse nr. 108 af 28.01.2017 om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 1, stk. 5.
Telefontider
Byplan holder kun åbent for telefoniske henvendelser (via kontaktcenter).