Hop til hovedindhold

Spørgsmål og svar til fjernvarmeprojekter

Efter anmodning fra Norfors er to fjernvarmeprojekter nu trukket tilbage, da de kan ikke gennemføres inden for tidsfristen.

Hvis du har yderligere spørgsmål til de to projektforslag, som ikke besvares på denne side, kan du kontakte Norfors på norfors@norfors.dk eller tlf. 45 16 05 00.

Spørgsmål og svar til Norfors' anmodning om at trække to fjernvarmeprojekter tilbage

    • Kommunen arbejder fortsat for udfasning af gas, og fjernvarme er fortsat en vigtig del af den grønne omstilling i Rudersdal.
    • Norfors arbejder videre med fjernvarme i Birkerød og Bistrup, og tilsvarende fortsætter E.ON’s projekt i Vedbæk.
    • Fjernvarme kan stadig blive relevant flere andre steder på længere sigt, hvis teknologien eller rammevilkårene ændrer sig.
    • Samtidig undersøges geotermi fortsat som en mulig fremtidig løsning.
    • Rudersdal skal vedtage en ny varmeplan i slutningen af året, og her skal kommunalbestyrelsen drøfte den fremtidige retning for varmeforsyningen. Retning og initiativer fra den nye regering vil forventeligt også spille ind på varmeplanprocessen.
    • Norfors har gennem længere tid undersøgt forskellige muligheder for yderligere varmeproduktion, som er nødvendig for at kunne realisere projekterne.
    • Der er fundet en løsning for ”Birkerød og Bistrup” med et varmepumpeanlæg på Blokken 47.
    • Der er ikke fundet realistiske løsninger til ”Holte, Øverød” og ”Gl. Holte, Nærum, Søllerød, Trørød og Skodsborg” inden for den tidsplan og de tekniske muligheder, projekterne bygger på.
    • Det skyldes, at der lokalt mangler plads til de nødvendige varmepumpeanlæg, der skal sikre nok varme til områderne. De nye anlæg er afgørende for fjernvarmeprojekterne. Hvis der ikke kan findes plads til dem, kan områderne ikke forsynes med fjernvarme.
    • Baggrunden er, at Norfors varmekapacitet er fuldt udnyttet. Derfor kræver det nye lokale varmepumpeanlæg, hvis Norfors skal forsyne nye områder i kommunen med fjernvarme.
    • Forsyningssikkerheden spiller også ind: Norfors har forsyningspligt og kan ikke gå videre med et projekt, hvis selskabet ikke kan garantere varme til borgerne fra start.
    • Efter Norfors nu har trukket projektforslagene for to områder tilbage, kan du ikke få fjernvarme, hvis du bor her. Du beslutter selv, om du vil fortsætte med den opvarmning, du har i dag – fx olie eller gas – eller om du vil skifte til en anden varmekilde som fx en varmepumpe.
    • Energistyrelsen har netop genåbnet for varmepumpepuljen, så du kan nu søge om tilskud til varmepumpe.
    • Har du et oliefyr, er der begrænsninger for, hvor meget du kan reparere fyret, og om du må udskifte det. Læs mere om hvilke ændringer du må foretage: https://rudersdal.dk/borger/bolig-og-byggeri/varme-og-energi/olietank-saadan-goer-du-0
    • Hvis du fortsat ønsker en fællesløsning i dit område, kan du gå sammen med dine naboer om en fælles varmeløsning – læs mere om fælles lokale varmeløsninger: https://sparenergi.dk/privat/faelles-lokale-varmeloesninger. I er også meget velkommen til at kontakte kommunen direkte med jeres idé på knm@rudersdal.dk.
    • Aktuelt har Norfors ikke mere varme til at forsyne nye fjernvarmekunder, medmindre der etableres varmeanlæg lokalt. De to projektforslag, som er trukket tilbage, skulle netop finde nye placeringer.
    • Norfors har imidlertid vurderet, at det ikke er realistisk, at der kan etablere den nødvendige nye varmekapacitet til forsyning inden for projektforslagets tidsbegrænsning, som er på fem år. Det har ganske enkelt ikke kunnet lade sig gøre at finde egnede placeringer, hvor det teknisk - og i forhold til lokalplanlægning - har været muligt at bygge tilstrækkelig ny varmeproduktion inden for tidshorisonten.
    • Det kan ikke udelukkes, at Norfors på længere sigt kan genoptage udbygningen af fjernvarmen, når der er ny varmeproduktion, som kan forsyne flere fjernvarmeområder.
    • Beslutningen om at trække projektforslag tilbage påvirker ikke din fjernvarme.
    • Norfors leverer stadig fjernvarme, og beslutningen om at stoppe fjernvarmeudbygningen vil ikke ændre vilkår og pris i forhold til den aftale, Norfors har indgået med dig.
    • Hvis du bor i et område, hvor der er fjernvarme, men ikke selv har fjernvarme, kan du fortsat vælge at eftertilslutte dig.
    • Beslutningen har altså ingen betydning for borgere, der gerne vil eftertilsluttes i de områder, der allerede er udbygget.
    • Et naturgasfyr kan uden problemer bruge biogas, fordi biogas og naturgas leveres i det samme gasnet og har samme tekniske specifikationer.
    • Fyret skal ikke bygges om, og installationen i huset er den samme, uanset om gassen er fossil eller grøn.
    • Norfors arbejder videre med fjernvarmeprojektet i Birkerød og Bistrup, hvor der fortsat er et realistisk grundlag. Konkret arbejdes der videre med at etablere en større varmepumpe i Birkerøds industrikvarter, Blokken 47.
    • Både private og kommunale bygninger skal kunne tilslutte sig fjernvarmeløsningen.
    • For at projektet kan realiseres, kræver det en tilstrækkelig høj tilslutningsprocent blandt borgerne på minimum 70 pct.
    • Projektforslaget for Vedbæk er ejet af selskabet E.ON. Det påvirkes derfor ikke af Norfors’ anmodning om at indstille de to andre projekter.
    • For E.ON's fjernvarmeprojekt i Vedbæk er hovedparten af myndighedsgodkendelserne på plads, men projektet er forsinket ift. den oprindelige tidsplan.
    • E.ON ventes at give en status på udbygningen af fjernvarmen efter sommerferien.
    • For at passe på vores grønne og åbne arealer i kommunen er der forskellige restriktioner fx grøn kile, som skal tilgodese, at der ikke bare opføres store bygninger eller anlæg uden for byområderne.
    • Anlæg skal derfor som udgangspunkt placeres i byområderne.
    • Der er meget få lokalplaner som allerede giver mulighed for at etablere større tekniske anlæg. Derfor kræver etablering af et energianlæg typisk en længere planproces bl.a. i form at ny lokalplan, ændring af fredning, mv.
    • Fjernvarmeprojekterne er godkendt under den forudsætning, at fjernvarmeforsyningen til de nye områder dækkes af store luft-vand varmepumper. Derfor har fokus været på at finde arealer til denne teknologi.
    • Andre teknologier, som fx geotermi, kan være interessant på længere sigt, men er ikke mulig inden for de nuværende projekters tidshorisont.
    • Dertil vil et sådan skift kræve et helt nyt projektforslag og en ny godkendelse, da projektet er godkendt med store varmepumper.