Hop til hovedindhold
TEMA

Kom og vær med i to spændende botilbud

Er du klar til et job i et botilbud, som både byder på søde kolleger, faglige udfordringer og mulighed for løbende opdateringer af dine kvalifikationer, så bliv på siden her - og se om vi kunne være det rigtige match for dig.

Velkommen til Botilbud Rude Skov og Dag- og Botilbud Gefion. Vi er to forskellige botilbud, som er indrettet til borgere med forskellige behov. Det er dog fælles for vores steder, at vi arbejder indenfor det socialpædagogisk felt, og begge bor meget smukt i det grønne område Ebberød ved Birkerød. Og så er vi nogle dejlige arbejdspladser - hvis vi selv skal sige det...

Botilbud Rude Skov

Botilbud Rude Skov, er en del af Boligerne Rude Skov, hvor vi vi har tilknyttet omkring 170 medarbejdere, der arbejder sammen i dedikerede teams for at skabe en meningsfuld og støttende hverdag for vores beboere. Vi vægter aktiv kommunikation, hvor alle beboere bliver set og hørt, og tror på, at alle mennesker rummer ressourcer ud over det observerbare.

Med et solidt fagligt fundament inden for det socialpædagogiske arbejde investerer vi i medarbejdernes faglige udvikling gennem KvaliKomBo (kvalitet og kompetenceudvikling i botilbud). Vi arbejder med sansestimulation og har en neuropædagogisk tilgang.

Vi har et sundt arbejdsmiljø med sparring, supervision og indflydelse til den enkelte medarbejder. Sidst - men bestemt ikke mindst - har vi altid håb for vores beboere og deres udvikling, og er stolte af at være en del af deres rejse mod en bedre hverdag. Så kom og vær med - her er godt at være...

Se videoen og få et kig ind i hverdagen på Rude Skov og Gefion

Dag- og Botilbud Gefion

I Dag- og Botilbud Gefion - finder du en arbejdsplads med fokus på individuel udvikling og selvstændighed for borgerne. 

Vi er samtidig en dynamisk arbejdsplads, hvor vi følger den pædagogiske udvikling og løbende opdaterer vores viden om autismespektrum-forstyrrelser og specialpædagogiske metoder. Det er derfor naturligt for os at prioritere refleksion, kurser og efteruddannelse.

Vores faglige praksis, bygger på en tro på et rigt og tilfredsstillende liv for mennesker med autisme. Vi har derfor fokus på at sikre en struktureret og forudsigelig hverdag med visualisering af aktiviteter og andre hjælpemidler. Vi arbejder dagligt med at fremme beboernes ansvar for deres eget liv - alle deltager for eksempel i praktiske opgaver som madlavning, tøjvask og rengøring.

Vi tror samtidig på, at glade medarbejdere yder en bedre indsats. Derfor sætter vi pris på at være fælles om et godt arbejdsmiljø og møde hinanden med interesse, anerkendelse og fleksibilitet. Her får du både ansvar og indflydelse, og så hylder vi nye initiativer. 

Tjek ind, og se om vi har en ledig stilling, som passer til dig - hvis ikke, er du altid velkommen til at give os et ring eller søge uopfordret - måske der er en spændende stilling på vej.

Hør Aske fra Dag- og Botilbud Gefion fortælle om sit arbejde

Gefion har udviklet et særligt metodegrundlag. 
Lær det at kende her: Gefion-metodikken