Hop til hovedindhold

Jeg vil bygge til

Når du går med planer om at bygge til dit hus, er der en række forhold, som du skal være opmærksom på. Forholdene kan have betydning for dine planer og muligheder.
Rudersdal Kommune, Byplan opkræver gebyr for behandlingen af din byggesag.

Før du går i gang

  • Rudersdal Kommunes Filarkiv er åbent for offentligheden. Her kan du som udgangspunkt finde byggesager fra før 2007 - men der kan også ligge yngre sager på grund af overgangen til elektronisk sagsstyring. I filarkivet kan du søge sagerne frem ved hjælp af adresse eller matrikel.

    Rudersdal Kommunes byggesagsarkiv

    Finder du dokumenter, der ligger forkert, eller finder du oplysninger i en sag, som du mener ikke bør ligge offentlig tilgængelig, så kontakt os venligst på mail byplan@rudersdal.dk med oplysning om, hvad du har fundet.

    Kan du ikke finde det, du søger, så send en mail til byplan@rudersdal.dk der indeholder adressen og en beskrivelse af, hvad du ikke kan finde, så vil vi prøve at hjælpe.

    Nyere og igangværende sager efter 2006 kan du bestille på vores side om NemIndsigt.

    Se sager i kommunens arkiver

  • Dit lokalområde er reguleret af kommuneplanen og evt. en lokalplan/byplanvedtægt, der kan sætte andre grænser for dit byggeri end bygningsreglementet. Du kan finde kommuneplanen  via nedenstående link og lokalplanen ved at indtaste adresse og husnummer i søgefunktionen.

    Beregningsreglerne, der afgør hvor meget du kan bygge på din grund, er bestemt af bygningsreglementet og evt. lokalplanen/bygningsvedtægten, der gælder for din grund – du kan læse mere på siden "Beregningsregler".

    Beregningsregler

    Vær opmærksom på om din ejendom er fredet eller bevaringsværdig. Er du i tvivl så kontakt Byplan.

    Kommuneplan 2021

  • Hvis du bor i landzone, skal du have landzonetilladelse for at bygge til dit hus.

    Du skal være opmærksom på, at du skal søge om landzonetilladelse, inden du søger om byggetilladelse. Du kan først få en byggetilladelse, når du har fået landzonetilladelsen.

    Du skal sende din ansøgning om landzonetilladelse til byplan@rudersdal.dk.

    Hvis du er i tvivl om hvorvidt, du bor i landzone, kan du benytte søgemuligheden nedenfor

     

  • Din grund kan være underlagt bygge- og beskyttelseslinjer, der sætter grænser for et eventuelt byggeri. Indtast adresse og husnummer for at se, hvilke beskyttelseslinjer der er på ejendommen. 

  • Hvis dit hus er fredet eller bevaringsværdigt, gælder der særlige regler, der kan have betydning for dine planer. Det er derfor vigtigt, at du kontakter kommunen i forbindelse med planer om tilbygning.

    Du kan slå din ejendom op ved at taste adressen herunder. Oplysninger om evt. bygningsfredning ligger under linket til Rudersdal SAVE. Bemærk: Får du oplyst bevaringsværdien "-1", betyder det, at der ikke foreligger en registrering af ejendommen. Huse opført efter 31.12.2011 registreres ikke med bevaringsværdi.

  • Hvis du overvejer at terrænregulere i forbindelse med dit projekt, kan du læse om reglerne via linket herunder.

    Terrænregulering

  • Du skal være opmærksom på, at der kan være tinglyst bebyggelsesregulerende servitutbestemmelser på din grund. En servitut er en bestemmelse, der er pålagt en ejendom. En servitut kan fx indeholde bestemmelser for, hvor du må bygge på din grund. Disse kan være strengere end lokalplanens bestemmelser og stadig være i overensstemmelse med lokalplanens formål.

    Der er for eksempel tit tinglyst bebyggelsesregulerende servitutter på ejendomme i villakvarterene i det tidligere Søllerød Kommune. Disse er ofte kaldt 10 alen-deklarationer.

    10 alen-deklarationer regulerer, hvor bebyggelse kan placeres på grunden. Deklarationen varetages privatretligt mellem grundejerne. Det vil bl.a. sige, at kommunen som plan- og bygningsmyndighed ikke påser, at deklarationen bliver overholdt i forbindelse med sagsbehandlingen af en ansøgning.

    Du skal derfor være opmærksom på at indhente grundejerforeningens samtykke til dit påtænkte byggeri i forhold til 10 alen-deklarationer eller andre servitutter.

    Du kan undersøge, om der er tinglyst privatretslige servitutter på din ejendom, som kan have betydning for dit projekt, via den digitale tinglysning.

    Den digitale tingbog (Tinglysningsretten)

  • Er du i tvivl om mulighederne, eller ønsker du at drøfte et konkret projekt med kommunen, inden du ansøger? Så kan du booke en forhåndsdialog med Byplan. Læs mere herunder.

    Forhåndsdialog

  • Som ejer er det dit ansvar at overholde bygningsreglementet, lokalplaner/byplanvedtægter mv. Det kan derfor være en god ide at finde en god byggerådgiver.

  • Tag en snak med dine naboer om dine planer. Det styrker det gode naboskab og imødegår eventuelle problemer senere i processen. Husk at dit byggeri også påvirker dine naboer – både mens byggeriet står på og efter, når byggeriet står færdigt.

  • Du er part i en byggesag, når du ansøger om et byggearbejde eller bliver væsentligt berørt af andres byggeri. I begge tilfælde har du nogle rettigheder, der skal sikre, at du bliver rimeligt behandlet. Du kan læse mere om partshøring, når du er berørt af andres byggeri på siden ”Nabo til et byggeri”.

    Nabo til et byggeri

    Baggrunden for disse rettigheder er, at kommunen som plan- og bygningsmyndighed har ret til at træffe afgørelser, der kan gå imod dine ønsker. Derfor har vi samtidig pligt til at sørge for, at du kender dine rettigheder, og at vi - når vi træffer vores afgørelser - respekterer disse rettigheder.

    En af dine centrale rettigheder er retten til at blive partshørt, hvis vi har oplysninger, som er væsentlige, som du ikke kender, og som ikke er til fordel for dig. Disse oplysninger skal du have mulighed for at kommentere, inden vi træffer en afgørelse.

    Ansøger du om et byggearbejde, og de omkringboende kommer med væsentlige indsigelser mod dit byggeprojekt, vil vi partshøre dig om disse indsigelser.

    Hvis du har bygget ulovligt, din ejendom ikke er vedligeholdt tilstrækkeligt, eller der er andre forhold på din ejendom, som er i strid med lovgivningen, vil vi partshøre dig om disse forhold, inden vi træffer afgørelse om, hvorvidt du skal have et påbud om at lovliggøre forholdene.

  • Som udgangspunkt er der en række forhold, der skal være oplyst, når du indsender byggeansøgning til nyt hus:

    • Situationsplan
    • Plantegninger
    • Snittegninger
    • Facadetegninger
    • Tilbud om byggeskadeforsikring
    • Arealopgørelse og beregning af samlet bebyggelsesprocent
    • Nivellementsplan
    • Fuldmagt, hvis du ikke selv ejer ejendommen

    Du skal ansøge via Byg og Miljø

    Ansøg via Byg og Miljø

  • Overskydende materialer fra dit byggeri kan med fordel genbruges direkte i andre bygge- og anlægsprojekter. Hvis du ikke selv kan genbruge materialerne, kan du tilbyde dem til andre - fx via portalen Byg Cirkulært.

    Bygcirkulaert.dk.

    Materialer, som ikke genbruges, skal håndteres som bygningsaffald. Du skal anmelde dit bygge- og anlægsaffald, når:

    • dit byggearbejde frembringer mere end 1 ton affald
    • du fjerner asbestholdige materialer
    • du fjerner forurenet eller farligt affald, f.eks. tungmetaller i maling, PCB eller klorparaffiner
    • du skal udskifte ældre termoruder fra mellem 1950 til 1977.

    Du skal anmelde dit bygge- og anlægsaffald mindst 14 dage før, arbejdet går i gang.

    Du skal også sikre dig, at der ikke er miljøfremmede stoffer, såsom asbest, PCB og tungmetaller i affaldet. Er der det, skal det håndteres på korrekt vis.

    Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit affald er bygge- og anlægsaffald, og hvad du skal gøre med det, kan du kontakte Rudersdal Kommunes Miljøafdeling.

    Byggeaffald

Undervejs i dit projekt

  • Du skal huske at startmelde dit byggeri via Byg og Miljø, når det påbegyndes. Det er en betingelse i byggetilladelsen. Byggeriet skal være påbegyndt og startmeldt senest et år efter byggetilladelsens udstedelse.

    Startmeld dit byggeri (Byg og Miljø)

  • Husk at tage hensyn til dine naboer, mens byggeriet står på. Orienter gerne løbende så dine naboer kender dine byggeplaner og ved, hvad der foregår på byggepladsen. Overvej hvad du kan gøre for at, byggeprocessen bliver mindst mulig generende for dine naboer

  • Ja, men det er vigtigt, at du kontakter os, hvis du undervejs ønsker at ændre i det projekt, du har fået byggetilladelse til. Du må ikke ændre i dit godkendte projekt, før kommunen har godkendt ændringerne. Du skal ansøge om ændringerne via dit projekt i Byg og Miljø-portalen. .

    Ansøg om ændringer (Byg og Miljø)

    Hvis du ikke sørger for at få godkendt ændringer i dit projekt, skal der efterfølgende ske en lovliggørelse af byggeriet. Det kan i værste fald betyde, at du skal fjerne byggeriet helt eller delvist.

    Du kan læse mere om vigtigheden af at have tilladelserne i orden på vores side om BBR (Bygnings- og boligregisteret).

    BBR

Når dit projekt er færdigt

  • Du skal huske at færdigmelde dit byggeri via Byg og Miljø, når det er færdigt. Ved færdigmeldingen skal du indsende erklæring vedrørende teknisk dokumentation samt teknisk dokumentation. Ved færdigmeldingen skal desuden medsendes byggeskadeforsikring samt kvittering for betaling af denne.

    Færdigmeld dit byggeri (Byg og Miljø)

  • Din BBR-meddelelse opdateres, når relevant materiale er indsendt og godkendt som en del af din færdigmelding.

    BBR